Er du vores nye kollega?

Kan du tale privatøkonomi med ejerlederne i Aarhus?

Vi søger en kunderådgiver, der har lyst, kompetencer og mod på at yde privatrådgivning til en helt særlig kundegruppe; nemlig ejerlederne i Aarhus.

Det er typisk kunder med en kompleks privatøkonomi inden for formue, bolig og investering. Du kan derfor se frem til spændende opgaver i krydsfeltet mellem privat- og formuerådgivning og til at få mulighed for at dygtiggøre dig yderligere som rådgiver. Det får du blandt andet gennem et stort ansvar for udviklingen af din egen kundeportefølje, adgang til løbende kompetenceudvikling og gennem de unikke indsigter, du opnår, når du specialiserer dig endnu mere inden for dette særlige kundesegment. Din portefølje er ikke fyldt op fra start og levner derfor god plads til, at du også er opsøgende over for nye kunder.

Du får til opgave at gøre en forskel for ejerledernes privatøkonomi og dermed bidrage til kundetilfredsheden blandt en vigtig kundegruppe i et af landets 10 største pengeinstitutter. Da du samarbejder tæt med erhvervsrådgiverne i Aarhus Erhverv får du også spændende indsigter i dele af kundernes virksomhedsaktiviteter.

 

Fællesskab og ambitioner

Med dig på holdet i vores Aarhus City-afdeling opruster vi vores indsats over for ejerlederne, og du kommer derfor med på holdet på et spændende tidspunkt. Vi har en central beliggenhed i Vestergade og samarbejder tæt med forskellige foreninger og er engageret i lokale netværk. Vi deler adresse med Aarhus Erhverv, som du kommer til at arbejde tæt sammen med. Du bliver dermed en del af et stort og aktivt hus med cirka 45 kolleger under samme tag, og én af dem er ligesom dig kunderådgiver for ejerledernes privatengagementer. Vi kan derfor love, at du ikke bare får et alsidigt job, men også gode kolleger omkring dig, som praktiserer stor åbenhed, hyppig faglig sparring og at have det sjovt sammen socialt.

 

Sådan bliver du en succes i jobbet

Efter 100 dage tager du ansvar for dine opgaver og føler dig godt hjemme i Sparekassen Kronjylland. Det er lykkedes særligt godt, forbi:

  • Du har gennemgået vores onboardingprogram, hvor du har lært dagligdagen i teamet at kende. En stor del af kunderne i din portefølje har du været i dialog med, og du har derfor fået et godt billede af porteføljen og dens forretningsmuligheder.
  • Med din naturlige lyst til at skabe stærke relationer og resultater er du ved at tage vores værdier og kundeløfter til dig. Du benytter dem aktivt i dine kundemøder, og når du opsøger nye kunder.
  • Kollegerne i afdelingen har stor tillid til dig og din faglighed. Det har de blandt andet, fordi du er udadvendt og nysgerrig og ikke holder dig tilbage med at bede om hjælp eller at komme med gode input til teamet.

Efter et år er du en eftertragtet sparringspartner for kolleger og kunder, og du bidrager til afdelingens høje kundetilfredshed. Det skyldes især, at:

  • Du yder selvstændigt en grundig rådgivning til ejerlederne og har opbygget en stærk relation til dem. Du har opnået deres tillid, fordi du drives af at finde løsninger og komme hele vejen rundt om deres økonomi. I din rådgivning er du proaktiv, og du tør også udfordre kundernes tidligere valg.
  • Du er en dygtig kommunikator og er god til at tale drømme og planer med ejerlederne. Du trives med den tætte kundekontakt.
  • Du udbygger løbende din portefølje med flere gode kunder – både gennem eksisterende erhvervskunder, som vi overtager ejerledernes privatengagement på, men også ved, at du aktivt opdyrker nye muligheder. Blandt andet tager du med erhvervsrådgiverne ud på besøg hos kunder, vi endnu ikke har i bøgerne.
  • Afdelingens fællesskab og gode sparringsmiljø er du en aktiv del af. Samtidig har du etableret et tæt samarbejde med Aarhus Erhverv og de formue- og pensionsrådgivere, som skal bidrage til, at du lykkes med at skabe gode løsninger for kunderne og samtidig udvider vores forretning.

Derfor skal du også søge jobbet

I Aarhus City har vi kort fra tanke til handling. Du får derfor ikke bare indflydelse på dit job og tilrettelæggelsen af din arbejdsdag, men har med dine idéer og kompetencer også rig mulighed for at påvirke afdelingens videre retning og succes – ikke mindst inden for måden, vi rådgiver ejerlederne på. Du får også fleksible rammer, da vi ved, at arbejdet ikke er det eneste, der fylder i dit liv.

Du kan derudover se frem til at blive en del af en solid sparekasse, hvor vores privatkunder er Danmarks mest tilfredse. Vi er dermed ambitiøse – også på dine vegne. Løbende bygger vi gerne videre på din udvikling med kurser eller videreuddannelse - eksempelvis hvis du ønsker ny viden inden for et område. Vi er også en organisation med mange forskellige jobmuligheder, hvis du på den lange bane får nye interesser – eksempelvis for at specialisere dig inden for formue, pension eller erhverv eller for at opnå lederkompetencer. Det er nemlig vores drøm, at vi er hinandens bedste jobmatch og legekammerater mange år frem.

Vi er særligt på udkig efter dig, der:

  • Har solid erfaring fra egen portefølje af (gerne komplekse) privatkunder, som du har mod og kompetencer til at give med- og modspil – også inden for investering, pension og boligområdet
  • Er proaktiv. Hos os forventer dine kunder, at du er tilgængelig, og at de hører uopfordret fra dig
  • Er nysgerrig og udadvendt med interesse for også at opsøge nye kunder
  • Har en vis kommerciel forståelse for virksomhederne – eller interesse i at få det, så du også kan tale (lidt) med om kundernes erhverv og strategiarbejde

Vi ser mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset køn, alder, seksuel orientering, religion, handicap, politisk overbevisning samt socialt og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Ansvar, udfordringer og fællesskab

Vi er blandt Danmarks 10 største pengeinstitutter. Der venter dig mere end 800 kolleger fordelt på cirka 50 afdelinger i Jylland, Odense og på Sjælland.

Du bliver en del af en flad organisation, hvor vi vægter fællesskab samt medarbejder- og kundetilfredshed højt. Du får blandt andet rig mulighed for at få indflydelse, udvikle dig og tage ansvar. 

Vi har succes med at vokse, åbne nye afdelinger og have fokus på de personlige relationer. Hos os ringer kunderne ikke til et callcenter, men direkte til deres rådgiver. Vi vægter nemlig den personlige rådgivning højt og mener, at det er tiden, vi investerer, der gør forskellen.

Som garantsparekasse er vi selvejende. Det betyder blandt andet, at vi ikke har aktionærer, der skal have del i Sparekassens overskud. Det gør, at vi kan tænke mere langsigtet, ligesom det giver os stor frihed til at gøre en forskel i de lokalsamfund, hvor vi har vores kunder.