Aktuelt
NemID skal bekræftes med dit pas
Du får brev fra Digitaliseringsstyrelsen, hvis du skal foretage dig noget
De nye sikkerhedskrav gælder alle danske borgere. Hvis du har NemID-appen og skal bekræfte din identitet, får du et brev fra Digitaliseringsstyrelsen via Digital Post. I brevet - og i NemID-nøgleappen - får du en guide til, hvordan du nemt og hurtigt bekræfter dine oplysninger i NemID-appen med dit pas.
Brug kun selve appen - du skal ikke følge et link eller sende billede af dit pas
Bemærk, at du altså IKKE bliver bedt om at sende billeder af dit pas noget sted hen, men udelukkende skal scanne det inde i selve NemID-appen, som er et sikkert miljø. Der er set eksempler på, at svindlere har forsøgt at sende falske breve ud, der ligner at komme fra Digitaliseringsstyrelsen - og hvor de beder om, at man trykker på et link for at opdatere sine oplysninger. Det er derfor vigtigt at slå fast, at du heller ikke bliver bedt om at trykke på et link i brevet fra Digitaliseringsstyrelsen for at opdatere dine oplysninger. Du skal kun gøre noget inde i selve NemID-appen.
Når først du har bekræftet din identifikation med passet én gang, skal du ikke gøre det igen.
Hvad kræver det?
ID-bekræftelsen kræver, at du har et gyldigt dansk pas med chip og en smartphone, der kan scanne chippen i passet. Det kan de fleste Android-telefoner og iPhone-modellerne 7 og opefter.
Lever dit NemID allerede op til de nye sikkerhedskrav, får du intet brev og skal ikke foretage dig noget. Du får senere besked i din net- eller mobilbank om, at du kan tage MitID i brug.
Senere følger MitID Erhverv for virksomheder. Forventeligt i foråret 2022.
Hvad hvis jeg ikke har en smartphone eller et gyldigt pas?
Har du ikke en smartphone, der kan aflæse chippen i dit pas, eller har du ikke et gyldigt dansk pas, der er udstedt efter 1. januar 2012 og dermed indeholder en chip, får du mulighed for at få MitID på en anden måde. Du kan i så fald se bort fra henvendelsen fra det brev, du modtager via Digital Post og vil senere få et brev fra Digitaliseringsstyrelsen om, hvad du har af alternative muligheder for at få MitID. Hvis du er fritaget for Digital Post, modtager du brevet som fysik post.