Kreditcontroller til kreditundersøgelser på erhvervsområdet – og et fagligt inspirerende miljø
Har du lyst til en specialistrolle i Sparekassen Kronjylland, hvor du er med til at sikre, at vi også i fremtiden leverer høj kreditkvalitet? Er du analytisk i din tilgang til kreditundersøgelser og -sager på erhvervsområdet, så er det måske lige dig, vi er på udkig efter.
Som kreditcontroller bliver din vigtigste opgave sammen med dine kolleger at kvalitetssikre Sparekassens kreditarbejde ved at udarbejde kreditmålinger særligt på erhvervskunder. Du får ansvar og rig lejlighed til at påvirke, hvordan vi bedst udfører vores kreditkontrol og kreditgivning – lige fra beskrivelse og analyse til vurdering og beslutning.
Stærkt fagligt sparringsmiljø
I jobbet får du en bred berøringsflade og mulighed for at udfordre dig selv og dine kolleger i et fagligt stærkt miljø. Det betyder blandt andet, at du får mulighed for at udfordre dine kompetencer og dygtiggøre dig endnu mere i kreditfaget - og formidlingen af det. Det gør du blandt andet gennem sparring og vidensdeling i afdelingen, gennem adgang til kurser og netværk og gennem de særlige indsigter, du får ved at arbejde dedikeret med kreditsager på erhverv og ved at have et tæt samarbejde med de kundevendte afdelinger.
Med dig på holdet udvider vi vores velfungerende team af kreditkontrollere, der udgør afdelingen Kreditopfølgning. Her får du dine fire nærmeste kolleger, men du kommer også til at arbejde tæt sammen med øvrige kolleger i kreditafdelingen. Vi er gode til at hjælpe hinanden i hverdagen og har plads til smil samtidig med, at vi har høje ambitioner om at levere den bedste service for kunder og kolleger.
På kredit-området får du næsten 40 kolleger fordelt på forskellige specialistområder. Derudover har vi nem adgang til sparring med andre fagområder, da vi er nabo, under- og overbo til mange af dem på Sparekassens hovedsæde.
Sådan bliver du en succes i jobbet:
Efter 100 dage har du taget ansvar for dine opgaver og føler dig godt hjemme i Sparekassen Kronjylland. Det er især lykkedes, fordi:
- Du har gennemgået vores 100 dages onboardingprogram, hvor du har fået en god indsigt i Sparekassens kreditstruktur og lært dagligdagen i Kreditopfølgning at kende. Undervejs stiller du nysgerrigt spørgsmål.
- Du har en stor forståelse for de IT-systemer, afrapporteringsformer og andre værktøjer, vi benytter. Du har allerede bidraget til diverse afrapporteringer ved at deltage i møder med de kundevendte afdelinger og ved at udfærdige dine egne analyser og vurderinger af Sparekassens krediteksponeringer. Du har nu et godt indblik i udfærdigelsen af afrapporteringen.
- I dit arbejde nyder du godt af, at du på forhånd har en bred krediterfaring primært på erhvervsområdet og kendskab til bankjura. Du kan både have tilegnet dig viden fra solid erfaring i en kundevendt afdeling eller som specialist i en kreditfunktion.
- Du er vant til at kommunikere respektfuldt - og på alle niveauer. Det gør du i øjenhøjde, da du har nemt ved at sætte dig ind i problemstillinger på kreditområdet og formår at gøre komplekst stof letforståeligt. Samtidig står du fast, når det kræves, men er også til at flytte, når du mødes af stærkere argumenter.
Om et år er du en integreret del af vores team i Kreditopfølgning, og du bidrager til den fortsatte udvikling, fordi:
- Du udarbejder hjemmevant kreditmålinger på (især) erhvervskunder på både afdelings- og sparekasseniveau. Det betyder, at du med stor selvstændighed blandt andet planlægger krediteftersyn, udvælger stikprøver og kvalitetssikrer kreditvurderinger, dokumentkvalitet m.v.
- Du er analytisk og struktureret og arbejder selvstændigt med analyser og vurderinger af krediteksponeringer, som indgår i såvel afdelings- som temaundersøgelser.
- Du udarbejder ikke blot kreditopfølgningsrapporter og deltager i afrapporteringsbesøg, men bidrager også til, at vi hele tiden udvikler os på kreditområdet. Det gør du ved at deltage i udviklingen af værktøjer og afrapportering, være nysgerrig og holde dig opdateret på fagområdet.
- Da du er jordnær og hjælpsom deler du gerne ud af din viden og er god til at lære fra dig til alle kolleger, som beskæftiger sig med kreditgivning.
Bliv en del af en solid og ambitiøs sparekasse
Hos os bliver du en del af et solidt pengeinstitut, som er inde i en stærk udvikling. De seneste år har vi eksempelvis åbnet flere nye afdelinger, ligesom vi ifølge den seneste undersøgelse fra analysebureauet EPSI har Danmarks mest tilfredse bankkunder – både private og erhverv. Vi er dermed en stor, ambitiøs organisation, og vi har mange forskellige jobmuligheder - også hvis du på den lange bane får nye interesser.
Der venter dig en attraktiv ansættelsespakke med blandt andet i alt syv ugers ferie og frihed, tandlæge- og sundhedsforsikring, fordele i vores Medarbejderbank og adgang til at leje Sparekassens feriehuse. Derudover får du fleksible rammer og stor indflydelse på tilrettelæggelsen af din arbejdsdag, da vi ved, at der er andet end jobbet, der fylder i dit liv.
Klar til et spændende næste skridt i din karriere? Og til at blive en del af et både fagligt og sjovt fællesskab? Så ansøg nu!
Vi ser mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset køn, alder, seksuel orientering, religion, handicap, politisk overbevisning samt socialt og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Ansvar, udfordringer og fællesskab
Vi er blandt Danmarks 10 største pengeinstitutter. Der venter dig mere end 800 kolleger fordelt på cirka 50 afdelinger i Jylland, Odense og på Sjælland.
Du bliver en del af en flad organisation, hvor vi vægter fællesskab samt medarbejder- og kundetilfredshed højt. Du får blandt andet rig mulighed for at få indflydelse, udvikle dig og tage ansvar.
Vi har succes med at vokse, åbne nye afdelinger og have fokus på de personlige relationer. Hos os ringer kunderne ikke til et callcenter, men direkte til deres rådgiver. Vi vægter nemlig den personlige rådgivning højt og mener, at det er tiden, vi investerer, der gør forskellen.
Som garantsparekasse er vi selvejende. Det betyder blandt andet, at vi ikke har aktionærer, der skal have del i Sparekassens overskud. Det gør, at vi kan tænke mere langsigtet, ligesom det giver os stor frihed til at gøre en forskel i de lokalsamfund, hvor vi har vores kunder.