Er du vores nye kollega?

Form dit eget job i Spentrup: Rådgivning af private – mulighed også for mindre erhverv

Til vores afdeling i Spentrup er vi på udkig efter en rådgiver, der sammen med os vil give privatkunderne økonomisk tryghed, og som vil bidrage med energi, gejst og idéer – både når det kommer til løsninger til kunderne og til hverdagen i afdelingen. Skulle du have interesse for at rådgive lokale erhvervskunder, har du også mulighed for at krydre din portefølje og arbejdsdag med disse kunder.

 

Hvordan ser dit drømmejob ud?

Du har her en unik chance for at forme dit eget drømmejob. Du får en god portefølje med hele paletten af privatkunder - fra unge under etablering til ældre og formuende kunder. Du har selv medindflydelse på, om du udelukkende dedikerer din tid til at rådgive disse, eller om du også vil prøve kræfter med at rådgive vores mindre erhvervskunder - og i hvor stor grad du ønsker at være opsøgende på nye kunder. Vi har dermed spændende udfordringer til dig, uanset hvilken portefølje du drømmer om. På den måde er du selv med til at skabe det job, du bedst lykkes og trives i.

 

Indflydelse, ansvar og fællesskab

I jobbet får du rig lejlighed til at dygtiggøre dig som rådgiver. Du får nemlig i høj grad ansvar for dit eget arbejdsområde, samtidig med at du bliver en del af et stærkt fællesskab og en hverdag fuld af lærerig sparring og godt humør. Vi praktiserer stor åbenhed i afdelingen med hyppig faglig sparring og med fokus på samarbejde. Det betyder også, at du får dygtige og engagerede kolleger omkring dig, som altid er klar til at hjælpe eller bakke op.

I Spentrup har vi samtidig kort fra tanke til handling. Det betyder, ar vi gerne lytter til dine gode idéer, og at du får mulighed for også at påvirke afdelingens videre retning og succes. Du får naturligvis også løbende adgang til kurser eller videreuddannelse i forhold til netop dét, du har brug for. Har du interesse for et særligt fagområde, kan du måske også blive fagligt ansvarlig for dét i afdelingen.

 

Sådan bliver du en succes i jobbet

Efter 100 dage tager du ansvar for dine opgaver og føler dig godt hjemme i Sparekassen. Det er lykkedes, fordi:

  • Du har gennemgået vores onboardingprogram, hvor du har lært dagligdagen i teamet at kende og deltaget i sammøder og sparring. Du er allerede ved at tage vores kundekoncepter og kundeløfter til dig og benytter dem i dine kundemøder.
  • Dine kolleger i afdelingen har stor tillid til dig og din faglighed. Det har de blandt andet, fordi du er dygtig, nysgerrig og ikke holder dig tilbage med at stille spørgsmål eller bede om hjælp. Men også fordi din tillidsvækkende facon gør det let for dig at komme i dialog med kunderne og opbygge værdifulde og langvarige relationer med dem.
  • Du giver dine kunder kompetent rådgivning i øjenhøjde og formår at tale drømme og planer med alle kundetyper. Du nyder godt af, at du i forvejen har god erfaring med at rådgive kunder og give dem med- og modspil om deres økonomi, så de opnår økonomisk overblik og tryghed.

 

Efter et år er du blevet en stærk sparringspartner for kolleger og kunder, og du bidrager til afdelingens høje kundetilfredshed. Det lykkes du om et år særligt godt med, fordi:

  • Du rådgiver og udfordrer selvstændigt kunderne i din portefølje og har opbygget stærke relationer til dem. Det har du, fordi kundetilfredshed står øverst på din dagsorden, og fordi du i din rådgivning drives af at finde løsninger og komme hele vejen rundt om kundernes økonomi. I din rådgivning inddrager du naturligt de specialister, vi har tilknyttet afdelingen.
  • Afdelingens fællesskab og gode sparringsmiljø er du en aktiv del af, og du bidrager naturligt med din faglighed og erfaring – du byder også ind, når du har forslag til, hvordan vi kan gøre noget bedre.
  • Du viser interesse for Spentrup by og de muligheder, der ligger i vores markedsområde. Det gør du blandt andet ved at bidrage til vores synlighed ved lokale aktiviteter – og eksempelvis ved at komme med idéer til, hvordan vi kan fastholde afdelingens gode udvikling ved at tiltrække flere nye kunder til afdelingen.

 

Rådgiv Danmarks mest tilfredse kunder sammen med os

I Spentrup kommer du til en veldreven afdeling med mod på endnu flere forretninger. Vi har en central beliggenhed i byen og er meget aktive i lokalområdet. Vi er byens eneste pengeinstitut og møder stor opbakning i området. I hverdagen prioriterer vi at have det sjovt sammen, mens vi skaber gode kundeoplevelser i en overskuelig størrelse afdeling, hvor afdelingens trivselsudvalg sørger for, at der med jævne mellemrum er sociale aktiviteter i og udenfor afdelingen. Vi praktiserer frihed under ansvar og har plads til stor fleksibilitet i hverdagen for den enkelte, da vi er gode til at hjælpe hinanden.

Det siger en af dine kommende kolleger – kunderådgiver Anja Klasnic:

”Jeg er meget glad for det gode sammenhold og humør i afdelingen. Det smitter af på alt, hvad vi gør. Der er samtidig blik for forskelligheder og tid til individuelle løsninger både for kunder og medarbejdere. Det gør det til et rart sted at være. Vi glæder os meget til at få dig med ombord”.

Du bliver derudover en del af en solid og ambitiøs sparekasse. Sparekassen Kronjylland har de seneste år eksempelvis åbnet flere nye afdelinger rundt i landet, ligesom vi leverer gode resultater. Ifølge den seneste kundeundersøgelse fra analysebureauet EPSI har vi landets mest tilfredse bankkunder – både på privat og erhverv! Vi er en stor organisation med mange forskellige jobmuligheder – også hvis du på den lange bane får helt nye interesser.

Klar til et spændende næste skridt i din karriere – og til at gøre en forskel for kunderne i et af landets 10 største pengeinstitutter? Så ansøg nu!

 

Vi ser mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset køn, alder, seksuel orientering, religion, handicap, politisk overbevisning samt socialt og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Ansvar, udfordringer og fællesskab

Vi er blandt Danmarks 10 største pengeinstitutter. Der venter dig mere end 800 kolleger fordelt på cirka 50 afdelinger i Jylland, Odense og på Sjælland.

Du bliver en del af en flad organisation, hvor vi vægter fællesskab samt medarbejder- og kundetilfredshed højt. Du får blandt andet rig mulighed for at få indflydelse, udvikle dig og tage ansvar. 

Vi har succes med at vokse, åbne nye afdelinger og have fokus på de personlige relationer. Hos os ringer kunderne ikke til et callcenter, men direkte til deres rådgiver. Vi vægter nemlig den personlige rådgivning højt og mener, at det er tiden, vi investerer, der gør forskellen.

Som garantsparekasse er vi selvejende. Det betyder blandt andet, at vi ikke har aktionærer, der skal have del i Sparekassens overskud. Det gør, at vi kan tænke mere langsigtet, ligesom det giver os stor frihed til at gøre en forskel i de lokalsamfund, hvor vi har vores kunder.