
Sparekassen støtter kampen mod ludomani
Op mod 500.000 danskere har et problematisk forhold til spil.
Afhængighed af spil er den sikre vej til en dårlig økonomi. I Sparekassen Kronjylland lover vi vores kunder økonomisk tryghed, og det er derfor naturligt, at vi tager del i kampen mod ludomani.
Hvis du har problemer med spilafhængighed, bør du søge professionel hjælp.
Det kan også være en god idé at tage en snak med din rådgiver, der kan hjælpe dig med at få et overblik over din økonomi og lave en plan, der kan sikre dig tryghed.
Har du et problematisk forhold til spil? Find ud af om du har tegn på ludomani med testen fra Center for Ludomani her.
Nedenfor har vi samlet nogle gode råd til dig, der har et problematisk forhold til spil.
5 gode råd til dig, der kæmper med spilafhængighed
1. Tal med andre
Mange går alene med problemet, da ludomani er forbundet med skam. Det er dog vigtigt, at du inddrager andre for at få støtte til at bryde ud af afhængigheden og bevare motivation for at komme spillet til livs. Det behøver ikke være en nær pårørende, men kan være en lærer, læge eller en anden fagperson.
2. Begræns dit spil hos spillemyndigheden
Igennem ROFUS kan du udelukke dig selv fra online spil og kasinoer i Danmark. Samtidig siger du ’Nej tak til spilreklamer’. Spillemyndigheden behandler dine oplysninger fortroligt. De eneste der kan se din registrering i ROFUS, er de spiludbydere, du har konto hos.
3. Snak med din rådgiver
Din bankrådgiver kan hjælpe dig med at få et overblik over din økonomi og konsekvenserne ved dit spil. Sammen kan I lave en plan, der kan sikre dig økonomisk tryghed. Du kan for eksempel få en budgetkonto, så dine faste udgifter bliver betalt fra en konto, som ikke er tilknyttet dit betalingskort. Rådgiveren kan også hjælpe dig med at begrænse din adgang til penge, hvis det er nødvendigt.
4. Sæt beløbsgrænse
Alle godkendte spilleudbydere i Danmark giver dig mulighed for at sætte en beløbsgrænse.
5. Vurdér, om du skal have hjælp til andre udfordringer
Andre problemer i livet så som dødsfald i familien, alvorlig sygdom eller lignende kan forværre et problematisk forhold til spil. Tag det alvorligt og overvej, om du har brug for hjælp, hvis du går gennem en svær periode.
Eksterne kilder:
Begræns bettingreklamer i sport
Alt for mange danskere kæmper med spilafhængighed, og problemet er vokset markant de seneste år. Sparekassen Kronjylland ser de alvorlige konsekvenser på tæt hold og tager nu et klart standpunkt: Reklamer for betting bør begrænses i forbindelse med sport.
Ifølge den seneste store undersøgelse foretaget af Rambøll for Spillemyndigheden i 2021 har næsten én ud af ti voksne danskere et problematisk forhold til spil. Det svarer til en halv million mennesker, hvilket er en fordobling på bare fem år. Blandt børn og unge er der også tusinder, der allerede har udviklet spilleproblemer, og der er bred enighed om, at problemet kun er blevet større siden.
Samtidig med at problemerne er vokset, er antallet af spilreklamer eksploderet – særligt i sportens verden. På ti år er mængden af spilreklamer på TV steget med 165 procent, og i dag er det næsten umuligt at følge en fodboldkamp uden at blive eksponeret for betting. Sparekassen Kronjylland mener, at man skal kunne opleve den uden at blive bombarderet med opfordringer til at spille for penge.
Sparekassen Kronjylland indfører samtidig selv tiltag, der skal gøre en forskel. Alle ansatte bliver tilbudt et kursus, der giver dem indsigt i problemet – herunder hvordan de kan hjælpe mennesker omkring dem. Samtidig opfordrer Sparekassen de klubber og foreninger, som de samarbejder med, til at være kritiske overfor partnerskaber med spilselskaber.