Sparekassen Kronjylland henter kapital i usikkert marked
Udstedelse viste stor interesse for at investere i Sparekassen Kronjylland
De fleste pengeinstitutter har været spændte på, hvordan markedet for kapital ville udvikle sig i lyset af den samfundsøkonomiske udvikling og bankuroen i særligt USA og Schweiz. Blandt andet derfor valgte Sparekassen Kronjylland via en privat udstedelse at teste, om der var interesse for at investere i Tier2 kapital i garantsparekassen, og det var der.
- Der var faktisk meget stor appetit på det. Derfor var der heller ikke noget behov for at gå offentligt ud og undersøge markedet. Investorerne er helt tydeligt trygge ved Sparekassen Kronjylland, vores forretningsmodel og kapitalstyrke. Det er naturligvis glædeligt, fortæller adm. direktør Klaus Skjødt, der også glæder sig over det, han på jysk kalder en fornuftig pris.
Sparekassen Kronjylland har udstedt 200 millioner kroner med en løbetid på 11 år med mulighed for indfrielse om seks år til en pris på Cibor6 plus 400 basispoint. Udstedelsen er sket i samarbejde med Nykredit.
- Vi står langt fra i en situation, hvor vi mangler kapital, men det er helt afgørende for os, at der aldrig må være tvivl om vores soliditet. Derfor bygger vores kapitalplaner altid på forsigtighed, og når vi som her kunne få en god pris, valgte vi den ekstra polstring, forklarer Klaus Skjødt.