Ung: 13-17-år
Guide til dit barns første fritidsjob
Det er en stor ting, når dit barn får sit allerførste job. Derfor er det også vigtigt, at det bliver en god oplevelse. Nedenfor finder du vores bedste råd til dig som forælder, når dit barn får sit allerførste fritidsjob:
Aktivér dit barns frikort:
Aktivér dit barns frikort, så snart du opsnapper antydningen af en tanke om fritidsjob. Kortet kan aktiveres på tastselv.skat.dk, fra din søn eller datter fylder 13 år og dermed må have et fritidsarbejde. For at logge ind skal dit barn have oprettet MitID eller bestille en TastSelv-kode, hvor sidstnævnte bliver sendt med posten. Når frikortet aktiveres, gælder det først fra den første i den kommende måned, medmindre I kan ringe til SKAT og få dem til at fremrykke det, så I undgår, at der bliver betalt skat af den første løn.AM-bidrag og feriepenge:
I 2024 må dit barn mellem 13 og 17 år tjene op til 49.700 kroner, før der skal betales skat. Frikortet skal være aktiveret for at opnå dette. Det betyder dog ikke, at dit barn får 100 % af sin løn udbetalt. Ligesom andre lønmodtagere skal barnet betale otte procent af lønnen i arbejdsmarkedsbidrag. Det er rart at vide, inden lønnen i tankerne er spenderet på tøj eller Airpods. Arbejdsgiveren trækker automatisk bidraget fra, inden lønnen tikker ind på barnets konto. Til gengæld kan du glæde din teenager med, at alle lønmodtagere optjener feriepenge – så han eller hun skal have 12,5 procent i feriepenge af sin optjente løn. Det luner, når det bliver tid til ferie.Tjek dit barns lønseddel:
Det er en god idé, at dit barn lærer at læse sin lønseddel igennem hver måned for at tjekke, at lønnen passer. Som forælder kan du eventuelt hjælpe dit barn med at tjekke, at der er udbetalt løn for det korrekte antal timer. De fleste vil kunne finde deres lønseddel, når de logger ind på Mit.dk eller e-Boks. Børn under 15 år har ikke automatisk en e-Boks, så hvis dit barn skal have e-Boks for at se sin løn, skal du først oprette det. Du finder en guide på e-Boks.dk, hvor du også kan se, hvordan du giver dig selv kigge-adgang som forælder. Bemærk, at der kan gå op til 10 dage fra bestilling, og til dit barn har sin e-Boks. Læs mere her.Vær opmærksom på arbejdstiden:
Hvis dit barn endnu går i folkeskole/er omfattet af undervisningspligten, er der særlige regler for, hvor meget det er tilladt at arbejde. Læs mere på borger.dk.Snak med dit barn om fritidsjobbet:
Det er en god idé løbende at spørge dit barn, hvordan det går med fritidsjobbet. Dit barn kender ikke arbejdsmarkedet så godt endnu, og derfor kan du hjælpe og vejlede, hvis dit barn er i tvivl om noget. Eller du kan dele dine erfaringer i forhold til rettigheder, forholdet til kollegaer, chefer og eventuelle kunder osv.
Selvom det altså kan kræve lidt af dig som forælder, når dit barn får sit første job, så husk at fritidsjobbet – udover at aflaste lommepengene – er med til at styrke dit barns ansvarlighed og økonomiske forståelse.
Læs mere om, hvordan du taler økonomi med dit barn.