Få tjek på rejseforsikringen før afgang
Hvad dækker en rejse- og afbestillingsforsikring? Hvornår skal du være særligt opmærksom på din rejseforsikring? Og hvad skal du overveje, før du rejser på ferie? Få svarene her.
Kufferterne er pakket, billetterne ligger klar, du mangler kun lige at få styr på rejseforsikringen, ikke sandt?
Peter Ploug Rasmussen fra Gjensidige Forsikring giver her et overblik over, hvad du skal have tjek på, så du trygt kan rejse afsted på ferie med den rette rejseforsikring i bagagen.
Spørgsmål, du skal stille dig selv, før du rejser på ferie
Ifølge Peter Ploug Rasmussen, der er regionschef i Gjensidige Forsikring, er der nogle spørgsmål, du skal stille dig selv i god tid, inden du skal ud at rejse:
- Hvem skal jeg rejse med?
Er det personer indenfor min husstand, eller skal bedsteforældre, udeboende børn eller andre med?
- Hvor skal jeg hen?
Skal jeg rejse indenfor Europa eller udenfor Europa?
- Hvor lang tid skal jeg være afsted?
Er det en jordomsejling, eller en uge på charter?
- Hvad skal jeg lave på min ferie?
Skal jeg på skiferie, på bjergbestigning eller er det en all inclusive-ferie ved poolen?
- Har jeg en rejseforsikring via mit pengeinstitut eller mit forsikringsselskab, og er dækningen tilstrækkelig?
- Har jeg eller mine rejseledsagere været ramt af sygdom eller en ulykke op til ferien?
Peter Ploug Rasmussen, regionschef i Gjensidige Forsikring
Vigtig viden om rejseforsikringer
Hvis du har været ramt af sygdom op til din ferie
Det sidste spørgsmål er formentligt det allervigtigste, for har du været ramt af sygdom eller ulykke op imod afrejsen, så skal du kontakte dit forsikringsselskab og sikre, at forsikringen dækker rejsen. Dette kan ske via forsikringsselskabets hjemmeside.
- En rejseforsikring dækker kun under forudsætning af, at man er sund og rask, inden man tog afsted. Dermed ikke sagt, at man ikke må have en kronisk sygdom, men her er det vigtigt, at man beder om en forhåndsgodkendelse fra forsikringsselskabet. Har man været syg, haft tilbagefald, eller er man nyopereret og gerne vil på tre ugers rekreation i syden, skal man have det godkendt af forsikringsselskabet, for at ens rejseforsikring dækker, forklarer Peter Ploug Rasmussen.
Hvem, hvor og hvad dækker en rejseforsikring?
En rejseforsikring dækker som udgangspunkt dig selv og din husstand. Det vil sige dine familiemedlemmer, som har folkeregisteradresse på din bopæl. Typisk dækker en rejseforsikring også udeboende børn, når de bor alene og er under 18 eller 21 år.
En rejseforsikring laves geografisk, så den enten dækker indenfor Europa eller for hele verden. Når du rejser indenfor EU, dækker det blå sygesikringskort nogle af dine udgifter, hvis du bliver syg og har brug for hjælp. Når du rejser udenfor EU, er der ingen offentlig sygesikring.
Hvor lang tid du er væk, har betydning for, hvilken rejseforsikring du skal vælge. Mange årsrejseforsikringer dækker kun rejser af en vis varighed. Køber du en enkeltrejseforsikring, kan du derimod skræddersy forsikringen til netop din rejse.
Du skal også være opmærksom på, om din rejseforsikring dækker dine ferieaktiviteter. Du kan nemlig have behov for at udvide din rejseforsikring, hvis du f.eks. skal på bjergbestigning.
Derudover har du mulighed for at tilkøbe en afbestillingsforsikring. Den dækker, hvis du bliver syg inden afrejse, så kan du få erstattet din rejse. Vær opmærksom på, at afbestillingsforsikringen oftest skal tegnes inden eller i forbindelse med købet af rejsen.
Hvordan køber jeg en rejseforsikring?
Der er flere måder at sikre sig en rejseforsikring på:
- Mange har en rejseforsikring som en del af deres indboforsikring. Alternativt kan du købe en årsforsikring som en selvstændig forsikring.
- Rejser du ikke så ofte, kan du tegne en enkeltrejseforsikring, der dækker den specifikke rejse.
- Mange rejsebureauer tilbyder rejse- og afbestillingsforsikring som en del af rejsekøbet. Hvis du køber en pakkerejse, vil der ofte være en rejseforsikring deri, der dækker hele rejsen. Sammensætter du selv din ferie og booker fly og overnatning separat, skal du sikre dig, at din rejseforsikring dækker hele rejsen.
- Har du et Mastercard, indeholder dette ofte en rejseforsikring. Dækningen afhænger af, hvilken korttype du har. Læs mere om de forskellige typer af Mastercard
Vær opmærksom på familierejser med bedsteforældre eller andre
De senere år har Peter Ploug Rasmussen og hans kolleger oplevet, at flere booker større familierejser, f.eks. når bedstemor holder sin runde fødselsdag på Gran Canaria og inviterer børn, børnebørn og svigerbørn med. Og her skal man være opmærksom på rejseforsikringen.
- Rejser man flere generationer afsted, så kræver det ofte en speciel rejseforsikring, så alle er dækket, forklarer Peter Ploug Rasmussen og uddyber:
- Hvis én af de rejsende bliver syg før afrejse, og det gør, at de andre hellere vil vente med at tage afsted, til alle er raske igen, så kræver det en tilpasning af rejseforsikringen eller en speciel rejseforsikring, der dækker den konkrete rejse, forklarer Peter Ploug Rasmussen og opfordrer til, at man kontakter sit forsikringsselskab og hører nærmere.