35-årige Jonas Lyngskov Reimer fra Herning har været en del af et ishockey-fællesskab det meste af sit liv – først som spiller med drømme om en ishockeykarriere, senere som international topdommer, og nu som træner for sønnen, Emils hold.

Jonas var 2½ år gammel, da hans far første gang tog ham med til ishockey. Siden har skøjter og is fyldt en del i hans liv.

- Ishockey er en fed sport, der har givet mig en masse gode oplevelser, både sammen med mine holdkammerater og min familie, som har rejst rundt sammen med mig, fortæller han.

Jonas er heller ikke i tvivl om, at tiden som ishockeyspiller har givet ham en masse positivt med i bagagen.

- Man lærer at acceptere hinandens forskelligheder og at støtte op om hinanden. Det er en fælles ting at nå et mål som ishockeyspiller, og du kan ikke klare det selv, fortæller han.

Dommerfællesskabet: Vi er ét stort hold

Som ung braste drømmen om at blive topspiller på grund af en skade, men efter et par år som motionsspiller blev kimen lagt til en international dommerkarriere.

- Vi manglede dommere til vores motionskampe, og så blev et par stykker af os enige om at tage et dommerkursus, så vi kunne dømme hinandens kampe, fortæller Jonas Lyngskov Reimer.

Hurtigt tog dommergerningen dog fart, og Jonas endte med at være international topdommer i 11 år. Undervejs har han dømt både i den bedste danske række og ved store internationale turneringer.

- Når man er afsted som dommer i udlandet, er vi ét stort hold, og vi har skullet lære hinanden at kende, fordi vi har haft en fælles opgave, fortæller Jonas og tilføjer, at dommerne brænder lige så meget for sporten som spillerne på banen.

- Vi har også et fællesskab og vil prøve at præstere det bedste hver gang. Som ishockeydommer er man ikke bedre end det svageste led på banen, forklarer han.

Giver ishockeyfællesskabet videre som træner

For to år siden stoppede Jonas som dommer. Timerne i døgnet slog ikke længere til, efter han var blevet far til Oskar og Emil, der i dag er henholdsvis fire og syv år. I stedet er han nu træner for Emils hold.

- Det giver livsglæde at være med til at give noget videre til de her børn. Man bliver glad i låget af at se, at de har det sjovt og hygger sig – også selvom man har bedt dem stå stille og tie stille 100 gange, fortæller Jonas og tilføjer, at han håber, at Emil får lige så mange gode oplevelser med ishockey, som han selv har haft.

- Der ligger så ufatteligt mange oplevelser forude for de her spillere. Det startede allerede sidste år, da de skulle til kampe sammen. De spillede kort og spiste madpakker sammen i bussen, husker Jonas.

Derudover håber han, at Emil får oplevelsen af at være en del af et hold.

- Fællesskabet er det vigtigste. Ingen kan vinde ishockeykampe eller have det sjovt, hvis man ikke er fælles om det, og alle bliver inkluderet, afslutter han.