Sparekassen Kronjylland donerer 10.000 kr. til Stoholm IF’s fodboldafdeling

garant-millionen

Sparekassen Kronjylland donerer 10.000 kr. til Stoholm IF's fodboldafdeling

Fredag den 17. marts bød fodboldklubben Stoholm IF alle byens børn til aktivitetsdag. Godt 100 børn i alderen 5-16 år var samlet for at spille fodbold, og der var både nye og kendte ansigter iblandt.

Det kan godt være, at kalenderen siger forår, men da Stoholm IF bød byens børn velkommen til aktivitetsdag fredag den 17. marts, føltes det mere som en råkold vinterdag. Det afholdt dog ikke de godt 100 børn fra at indtage fodboldbanerne og kickstarte forårssæsonen med en åben træningsdag.

- Alle er velkomne. Det er ligegyldigt, om de har fodboldstøvler eller ej, og de må blive så længe, de har lyst, fortæller Inger Jakobsen, der er kasserer i Stoholm IF’s fodboldafdeling, om den aktivitetsdag, som klubben har stablet på benene.

Aktivitetsdag skal tiltrække flere til fodboldklubbens fællesskab

Formålet med aktivitetsdagen er at tiltrække flere børn til klubben og give dem mulighed for at være en del af et fællesskab.

- Efter corona er mange holdidrætter under pres, men holdidræt kan noget særligt i forhold til det sociale, og det fællesskab vil vi gerne udbrede til flere, fortæller Anders Jakobsen, der er formand i Stoholm IF’s fodboldafdeling.

Selvom klubben ikke har været lige så hårdt ramt af faldende medlemstal efter coronanedlukningen som andre idrætsforeninger, så lagde nedlukningsperioden også en dæmper på deres aktiviteter.

- Vi kunne godt mærke, at børnene trængte til at komme afsted til fodboldtræning igen, husker Inger Jakobsen.

”Det var fedt, jeg kommer igen næste gang”

At måle ud fra aktiviteten på banerne – og ikke mindst antal decibel i klublokalet efterfølgende, hvor der blev serveret pølsehorn og saftevand – var der stor tilfredshed med aktivitetsdagen.

- Jeg synes, det har været rigtig sjovt og hyggeligt. Det er fedt at komme ud og spille fodbold, fortæller Mikkel på 11 år. 

Også Jonathan på 14 år har haft en god dag:

- Det har været fedt at spille fodbold igen, og det er fedt, at der er så mange hold her på samme tid. Så føler man, at man er en del af en større klub, fortæller han.

 

Sparekassen Kronjylland donerer 10.000 kr. til Stoholm IF’s fodboldafdeling
Ingelise Vestergaard (t.v.), afdelingsdirektør Sparekassen Kronjyllands Viborg-afdeling, var glad for at kunne støtte Stoholm IF’s aktivitetsdag. Her ses hun sammen med Inger Jakobsen (t.h.), der er kasserer i klubben.

10.000 kr. fra Sparekassen Kronjylland

Aktivitetsdagen er blevet til med hjælp fra Sparekassen Kronjylland, der har støttet med 10.000 kr.

Donationen kommer fra Garant-millionen, hvor Sparekassen sammen med sine garanter uddeler en million kroner om året fordelt over tre gange. Den første uddeling havde fokus på fællesskaber, og her indstillede Inger Jakobsen, der er garant i Sparekassen, Stoholm IF’s fodboldafdeling.

- Jeg indstillede Stoholm IF, fordi den her aktivitetsdag giver alle mulighed for at prøve fodbold for en dag. Det er en hyggelig dag for alle, fortæller Inger Jakobsen.


Sparekassen Kronjylland har oprettet Garant-millionen, hvor vi sammen med vores garanter uddeler en million om året.

Garant-millionen

I Sparekassen Kronjylland har vi oprettet Garant-millionen, hvor vi sammen med vores garanter uddeler en million om året fordelt over tre gange. Hver uddeling har et bestemt tema, som vi mener, er værd at sætte fokus på og støtte, og det er vores garanter, der kan indstille en forening eller organisation til en donation.

Om Garant-millionen