Online tryghed: En guide til opsætning af dine børns devices, sociale medier og spillekonti, så du trygt kan sende dem ud i den online verden.

Online tryghed

Online tryghed: Sådan sikrer du, at dine børn trygt kan begive sig ud på nettet

En guide til opsætning af dine børns devices, sociale medier og spillekonti, så du trygt kan sende dem ud i den online verden.

Det kan tage pusten fra de fleste forældre at skulle forholde sig til de mange onlinespil og sociale medier, som ens børn ønsker sig. Hvad går spillene ud på? Hvilket indhold kan de blive eksponeret for på de sociale medier? Og hvordan sætter man deres devices op, så det er trygt for dem at spille og være online? Det prøver vi at give svaret på i denne guide til opsætning af børns devices, sociale medier og spillekonti.

En forældreguide til online tryghed

Sikker opsætning af dit barns telefon, tablet eller computer
Digitaliseringsstyrelsen og Erhvervsstyrelsen har sammen med blandt andre Politiet udarbejdet en række råd til, hvordan du får sat dine børns devices sikkert op.
De anbefaler blandt andet:

Opret et selvstændigt Apple-id eller Google Play-børnekonto til dit barn
Dermed kan du lave sikkerhedsindstillinger, der passer til barnets alder og behov.

Du kan også undersøge, om der findes særlige børneindstillinger eller børneversioner af de apps, dit barn gerne vil installere. F.eks. findes der en børneudgave af YouTube kaldet YouTube Kids, der i indhold og design passer til børn under 13 år.

Aktiver familiedeling/familiesamling
Dermed sikrer du, at dit barn ikke kan slå sikkerhedsindstillingerne fra igen, ligesom du kan begrænse barnets skærmtid og bestemte apps, blokere for upassende billeder og videoer i apps, begrænse køb i apps og administrere, hvem barnet kan ringe til, sms’e og kommunikere med.

Hjælp dit barn med at vælge et stærkt kodeord
Dermed beskytter du dit barn mod digitale svindlere og lærer det om IT-sikkerhed.

Aktiver funktionen ”Spørg før køb” / ”Godkendelse før køb”
Dermed får du en forespørgsel, når barnet vil downloade eller købe en app, som du skal godkende, før downloadet eller købet går igennem. Det giver dig også mulighed for at undersøge nye apps, før du godkender.

Aktiver to-trins-godkendelse
Dermed sikrer du, at digitale svindlere ikke kan logge ind på dit barns profil og få adgang til personlige oplysninger, selvom de har barnets brugernavn og adgangskode.

Læs flere gode råd på sikkerdigital.dk
Det skal du gøre, før du slipper dine børn fri på sociale medier
Helt grundlæggende har de fleste sociale medier som Snapchat, TikTok, Facebook og Instagram en aldersgrænse på 13 år. Derudover har de det til fælles, at der også florerer digitale svindlere der. Derfor er det vigtigt at klæde dit barn godt på, når de træder ind i de sociale mediefællesskaber.

Når dit barn er klar til at få en profil på et eller flere sociale medier, er det vigtigt, at du bruger tid på at indstille privatlivsindstillingerne på hvert enkelt medie. Husk, at du kan begrænse, hvem der kan kontakte dit barn, hvem der kan se og dele dit barns opslag, hvem der kan tagge dit barn på billeder – og om de kan tagges uden tilladelse, ligesom du kan justere, hvilke annoncer dit barn ser.

På nogle sociale medier skal man selv opfinde et profilnavn, f.eks. på Snapchat og TikTok. Hjælp dit barn med at finde på et profilnavn, der ikke afslører for meget. På den måde kan du beskytte dit barn mod digitale svindlere. For hvis barnets navn, alder eller interesser indgår i profilnavnet, er det nemmere for digitale svindlere at lokke oplysninger ud af dit barn ved at lade som om, de kender barnet ud fra de oplysninger, der står i navnet.

Husk også at tale med dit barn om god stil ved deling af billeder og videoer. Lær dem at spørge om lov, før de deler noget, og at det er okay at sige fra, hvis de ikke vil have et billede eller en video delt.

Tal også med dit barn om falske konkurrencer på sociale medier, som er en måde for svindlere at lokke oplysninger ud af dit barn. Lær dem, hvordan de tjekker om en konkurrence er reel eller svindel.

Læs flere gode råd på sikkerdigital.dk
Tjek dine børns onlinespil
Som forælder kan det være svært at følge med i, hvad de forskellige onlinespil går ud på, og hvad man skal være opmærksom på, så det er trygt for børnene at have skærmtid.

Nedenfor er en tjekliste, som du kan gå igennem, når dit barn kommer og spørger, om de må få et nyt spil.

Tjek, hvad spillet går ud på
Skyd dine kammerater! Bliv jagtet af zombies, eller fang en morder. Nogle spil lyder mere voldsomme, end de i virkeligheden er. Andre spil er uhyggelige for ét barn, men ikke for et andet.

Sæt dig ind i, hvad det enkelte spil går ud på, og spil evt. med dit barn første gang, så du kan vurdere, om det konkrete spil kommer til at give dit barn mareridt.

Nogle spil har en ret simpel grafik uden realistiske detaljer, hvilket gør scenerne mindre voldsomme, mens andre spil kan være meget virkelighedstro og indeholde både vold og blod.

Tjek, om spillet har en chatfunktion – og om man kan begrænse den eller slå den fra
Digitale svindlere bruger ofte chatfunktionen til at komme i kontakt med børn og lokke dem til at klikke på links, udlevere kodeord eller andre personlige oplysninger. I nogle spil kan du indstille, hvem der kan skrive til dit barn, så det f.eks. kun er barnets venner i spillet.

Tjek, om man kan foretage køb i spillet
Mange spil er gratis at spille, men ofte kan man købe skins til sin karakter, nye våben eller specielle egenskaber i spillene. Det er ikke ualmindeligt, at disse køb løber op i flere hundrede kroner.

Husk at sikre dig, at dit barn ikke kan købe virtuelle ting, uden at du godkender det. Læs mere i artiklen Undgå at dit barn køber løs i spilleapps med dit betalingskort

I nogle spil bliver der også handlet skins mellem spillere. Det er vigtigt, at du som forælder er opmærksom, hvis dit barn vil handle skins med andre spillere, for der er stor risiko for svindel, og der er flere eksempler på børn og unge, der er blevet snydt.

Tjek spillets aldersanbefaling og undersøg, om du kan sætte begrænsninger på spillet
De fleste spil har en anbefalet alder. F.eks. er aldersanbefalingen for Fortnite 12+ år, mens den for Roblox er 7+ år. Det betyder ikke, at det er forbudt for børn under den angivne alder at spille spillet, men aldersanbefalingen kan bruges til at vurdere, om dit barn er klar til at spille det enkelte spil.

I nogle spil er det også muligt at begrænse dele af spillet, så det bliver mere alderssvarende for barnet. F.eks. kan man i Roblox oprette en forældrestyret konto til børn under 13 år, som begrænser, hvilke spil de yngste kan spille.
Sparekassen Kronjylland har oprettet Garant-millionen, hvor vi sammen med vores garanter uddeler en million om året.

Hvorfor har vi fokus på tryghed?

I Sparekassen Kronjylland lover vi vores kunder økonomisk tryghed, men tryghed kommer også i andre varianter end den økonomiske. Derfor sætter den næste uddeling fra Garant-millionen fokus på tryghed, hvor vi støtter organisationer og foreninger, der er med til at skabe tryghed for andre.

Vi støtter tryghed