Har du opdateret din pensionsopsparing?

Din økonomi

Fremtidsfuldmagt 

Skal din ægtefælle - eller en anden - kunne disponere på dine vegne, hvis du en dag bliver så syg, at du ikke selv kan?

Forestil dig, at du og din ægtefælle befinder jer i den tredje alder. Jeres voksne børn er for længst flyttet fra reden, og familievillaen er blevet alt for stor til, at I kan overskue pasningen af den. Det kan også være, at huset er blevet alt for dyrt at holde. Forestil dig imidlertid, at du også har fået en sygdom, der gør, at du ikke kan give din ægtefælle accept til at sælge huset. Måske har du fået demens. Din manglende accept af salget af jeres fælles hus gør, at I ikke kan komme videre boligmæssigt og ikke kan flytte ind i en mindre lejlighed i byen, som I ellers altid har snakket om. Din ægtefælle må nemlig ikke bare sælge jeres fælles hus, hvis din tilstand gør, at du ikke kan give din accept. I det tilfælde kan I blive økonomisk låst til noget, som ingen af jer har ønsket.

Din ægtefælle kan heller ikke få hjælp i form af hjemmehjælp på dine vegne eller komme med pleje- og omsorgsønsker til et plejehjemsophold til dig, for uden din accept kan han eller hun ikke søge på dine vegne. Uden din fuldmagt kan din ægtefælle heller ikke søge om medicintilskud eller få agtindsigt i din patientjournal, hvilket både kan have indflydelse på jeres økonomi og livsførelse. I et forsøg på at komme økonomisk ovenpå, må din ægtefælle heller ikke sælge jeres fælles værdipapirer, selvom I godt kunne bruge af få deres værdi udbetalt nu. Alt det, der er fælles – og alt det, der er dit, kræver nemlig din accept.

Fremtidsfuldmagt kan være en mulighed

Ønsker du at undgå, at du og din nærmeste på en lignende måde kan blive begrænset i jeres handlekraft og frihed, hvis helbredet en dag spænder ben for, at den ene af jer kan tænke og handle klart, er det muligt at afværge med en såkaldt fremtidsfuldmagt. Mens du er ved dine fulde fem - og over 18 år - kan du nemlig med en fremtidsfuldmagt give din ægtefælle - eller en anden - lov til at handle på dine vegne, hvis du en dag ikke selv er i stand til det. Det kan dreje sig om, hvad der skal ske med jeres fælles hus, med jeres økonomi eller i forhold til helbred og plejeforhold, men også en række andre forhold, hvis du ønsker det. For eksempel hvad der skal ske med din bil, om der skal gives pengegaver til jeres børn, eller hvornår du skal starte med at få udbetalt din pensionsordning. Hvis du ønsker at lave en fremtidsfuldmagt, er det i øvrigt helt op til dig, hvad den skal give lov til af økonomiske, personlige eller sundhedsmæssige forhold, og om du ønsker at lave den for blot ét af områderne eller flere.

Ofte gives en fremtidsfuldmagt til en ægtefælle, men sådan behøver det ikke være. Du kan også vælge at give det til et af dine børn, et andet familiemedlem, en god ven – eller lave en prioriteret rækkefølge.

Sådan kommer du i gang

Hvis du ønsker en fremtidsfuldmagt, skal du oprette den på Tinglysningsrettens selvbetjeningsside. Derefter skal du få den godkendt hos en notar - det koster blot 300 kroner i retsgebyr. Du kommer i kontakt med en notar ved at booke tid online via Danmarks Domstoles hjemmeside eller ved at henvende dig til byretten. Inden du opretter og får den godkendt, kan du dog også overveje at betale for at få en advokat til at hjælpe dig med at sikre, at du får tænkt alle detaljer med i fremtidsfuldmagten. Hvis du på et tidspunkt ikke længere kan varetage dine interesser, og fuldmagten træder i kraft, koster det 1.100 kroner at aktivere den – enten når du selv aktiverer den, eller når fuldmagtstageren gør det med dokumentation fra din læge. Uanset, hvem af jer der aktiverer den, skal det ske gennem Familieretshuset.

En fremtidsfuldmagt er værd at overveje, hvis du  - til gavn for både dig selv og dine nærmeste - vil sikre, at de ønsker, du har for fremtiden, bliver gennemført.  

Læs også

Net- og mobilbank

Venter du på en overførsel?

Et mindre antal kunder kunne i starten af uge 5 opleve, at pengeoverførsler ikke gik ind på deres konto, hvis pengene blev forsøgt overført fra en række andre banker og for eksempel MobilePay. Udfordringerne er stort set løst, og overførsler, der er sat i gang, bør - ligesom faste overførsler - være gennemført eller blive det inden for få dage. Mangler du en overførsel, så læs mere her.

Ældre dame bliver ringet op på sin mobil

Svindel

Falske bankbude er lige nu på spil flere steder – de forsøger at franarre især ældre borgere deres betalingskort og koder

De seneste døgn har Sparekassen Kronjylland og flere andre banker oplevet, at svindlere har kontaktet ældre borgere for at forsøge at franarre dem betalingskort og kode.

Bolig fornyelse

Skab overblik

Økonomisk overblik med en budgetkonto

Med en budgetkonto og et årsbudget for familiens økonomi, kan du skabe et godt overblik over, hvad du bruger dine penge på - og dermed have styr på udgifterne.

1000-kronesedler

Kontanter

Indbetaling af kontanter i automater

I de fleste KONTANTEN pengeautomater kan du gratis indsætte danske kroner. Du kan indsætte op til 15.000 kroner om måneden.

Bliv kunde i Sparekassen Kronjylland

* Når du trykker på "Kontakt mig" accepterer du samtidigt Sparekassen Kronjyllands håndtering af personoplysninger.