Garant-millionen
Sparekassen Kronjylland donerer 60.000 kr. til Lindholm Badminton Klub
Med donationen støtter Sparekassen Kronjylland, at klubben kan give frikontingent til de børn og unge, hvis forældre af forskellige årsager ikke har råd til at betale for deres medlemskab.
Først var der én, der meldte sig ud. Så én mere. Og pludseligt kunne Gitte Paulsen, der er formand i Lindholm Badminton Klub, se, at flere børn end normalt stoppede til badminton. Derefter kom den første henvendelse, om det var muligt at betale kontingentet i afdrag.
- Jeg spurgte, om hun ville sende mig et budget, og der kunne jeg se, at familien kun havde 1.500 kr. til mad om måneden. Så besluttede vi i bestyrelsen, at de skulle have et frikontingent, fortæller Gitte Paulsen.
Mad eller badminton?
Derefter kontaktede bestyrelsen de medlemmer, som meldte sig ud, og spurgte ind til årsagen. Hurtigt tegnede der sig et mønster. De stigende priser i samfundet havde presset mange familier til at vælge mellem mad eller badminton. Derfor har 26 børn nu fået et frikontingent til sæsonen 2022/2023.
- Alle 26 er børn af enlige forsørgere. Nogen har mistet deres arbejde, andre får førtidspension eller er i fleksjob, fortæller Gitte Paulsen og tilføjer, at de også har flere ukrainske børn iblandt.
Donation: Det håndfaste bevis på, at Sparekassen Kronjyllands Garant-million har doneret 60.000 kr. til Lindholm Badminton Klub. Her ses Gitte Paulsen (t.v), formand i Lindholm Badminton Klub sammen med Michael Kristensen, privatkundechef i Sparekassen Kronjylland i Aalborg, Mette Svendsen, kunderådgiver i Sparekassen Kronjylland i Aalborg, og Morten Lyngø (t.h.), ungdomsformand i Lindholm Badminton Klub.
Donation på 50 frikontingenter
Klubben har netop modtaget en donation på 60.000 kr. fra Sparekassen Kronjylland. Donationen svarer til 50 frikontingenter og dækker dermed både de frikontingenter, der er givet, og frikontingenter til de familier, der måtte få brug for det i den kommende sæson.
- Lindholm Badminton Klub hører til i et område, hvor der ikke er mange med store indkomster, og derfor falder den her donation også på et tørt sted, fortæller Gitte Paulsen og tilføjer, at forældrene til de børn, der har fået frikontingenter, sætter stor pris på muligheden.
- De er meget glade og taknemmelige. De er de første til at stille op, hvis vi har brug for hjælp i klubben, og de byder ind, hvor de kan, fortæller hun.
Tryghed i en økonomisk utryg situation
Donationen på 60.000 kr. kommer fra Garant-millionen, hvor Sparekassen Kronjylland sammen med sine garanter uddeler en million kroner om året fordelt over tre gange. Denne gang havde uddelingen fokus på tryghed. Og for de berørte familier giver det tryghed, at børnene fortsat kan gå til badminton, selvom de er endt i en økonomisk utryg situation.
- Det er vigtigt, at de kan være en del af et fællesskab, så de ikke gemmer sig derhjemme, fordi de ikke har råd til at gå til badminton, udtaler Gitte Paulsen.
Næste uddeling fra Garant-millionen åbner 1. maj 2023 og har fokus på livsglæde.
Garant-millionen
I Sparekassen Kronjylland har vi oprettet Garant-millionen, hvor vi sammen med vores garanter uddeler en million om året fordelt over tre gange. Hver uddeling har et bestemt tema, som vi mener, er værd at sætte fokus på og støtte, og det er vores garanter, der kan indstille en forening eller organisation til en donation.