Første fritidsjob

Ung: 13-17-år

Unge under 18 år må nu tjene mere før skat

Der er i år nyt til alle unge under 18 år, der tjener mere end 3.317 kroner om måneden. I slutningen af 2023 blev der nemlig vedtaget en lovændring, som satte personfradraget for børn og unge op, så det nu er ens for alle – uanset alder. Hvor de unge under 18 år i første omgang måtte tjene op til 39.800 kroner i 2024, før skattefar kom på banen, gør lovændringen, at de nu kan tjene hele 49.700 kroner i år, før de skal betale skat. Frikortet blev altså sat op med cirka 25 %.

I 2024 har de unge under 18 år med den nye lovændring altså et personligt skattefradrag på 49.700 kroner. Det er dét beløb, dit barn må tjene via sit frikort i 2024, før det skal betale skat.

Hvis dit barn tjener mere end 39.800 i 2024

Ændringen er så ny, at frikortbeløbet ikke er opdateret på dit barns forskudsopgørelse for 2024. På forskudsopgørelsen står således den gamle sats for 2024 på 39.800 kroner. Det kan den unge dog hurtigt selv ændre ved at opdatere sin forskudsopgørelse på tastselv.skat.dk. Den unge kan gå ind at tilføje sin forventede indtægt i 2024 og derefter klikke ”Beregn” og ”Godkend”. Det gør, at det nye højere personfradrag kommer med på forskudsopgørelsen og frikortet – og dermed gælder for barnets løn resten af året.

Tjener barnet i 2024 mere end den gamle sats uden at få opdateret sin forskudsopgørelse, får barnet penge tilbage i skat i foråret 2025, når årsopgørelsen for 2024 er klar. Det kan du alt sammen læse om på skat.dk. Vi refererer på denne side blot til det, man kan læse her.     

Tjener dit barn i 2024 mindre end den gamle sats på frikortet, er der ingen ændringer – og barnet behøver ikke opdatere sin forskudsopgørelse.

Hvis dit barn tjente mellem 38.400 og 48.000 i 2023

Ændringen gælder med tilbagevirkende kraft og dermed også for hele 2023. Det kan derfor være en god idé at være opmærksom, hvis dit barn har tjent mere i 2023 end det gamle skattefri 2023-loft på 38.400 kroner. Hvordan dit barn skal forholde sig, kan det læse helt præcist på skat.dk. Her fremgår det, at hvis dit barn tjente mere end 38.400 kroner i 2023, gør det nye loft (som i 2023 hed 48.000 kroner), at barnet automatisk får penge tilbage i skat, når årsopgørelsen for 2023 bliver offentliggjort i april 2024. Dit barn bør i så fald tjekke, at det har en NemKonto, som det kan få udbetalt pengene på.


Arbejdsmarkedsbidrag og feriepenge

Bemærk, at ligesom alle os andre lønmodtagere skal de unge betale otte procent af deres løn i arbejdsmarkedsbidrag. Barnet får altså ikke 100 % af sin løn udbetalt. Det er rart at vide, inden den måske større udbetalte løn i tankerne bliver formøblet til en ny mobil eller nyt smart tøj. Arbejdsgiveren trækker automatisk arbejdsmarkedsbidraget fra, inden lønnen tikker ind på barnets konto. Til gengæld kan teenageren glæde sig over, at alle lønmodtagere optjener feriepenge – så han eller hun skal have 12,5 procent i feriepenge af sin optjente løn. Det luner, når den unge skal holde ferie fra sit fritidsjob.